Solformørkelsen 11. august 1999
Tekst: Lars Maarup, Billeder: Per Juul Schmidt og Poul Hedegaard

560 elever og lærere var den 11. august 1999 til total solformørkelse i Mellemeuropa. Her skriver Lars Maarup - en af turens idemænd - om forløbet.

På Odense Katedralskole blev vi for et års tid siden opmærksom på at der var en solformørkelse forestående - men det var der naturligvis andre der havde forudset for mere end 1000 år siden.
Så længe før Odense Katedralskole blev grundlagt i 1283, kunne man beregne at der ville indtræffe en solformørkelse onsdag den 11. august 1999, ca. 1000 km fra Jernbanegade. Klik her for at se et Europakort.
Hvad man imidlertid ikke kunne forudse var at ca. 560 af skolens elever og lærere ville drage ud for at se formørkelsen.
Det var heller ikke så nemt at få det arrangeret. Først skulle Pædagogisk Råd overbevises om at det var en god idé at begynde skoleåret på den måde: at det var værd at bruge nogle af skolens midler - og noget af undervisningstiden - til. Vi skulle undersøge hvor billigt turen kunne arrangeres, og om der overhovedet var interesse blandt eleverne for at deltage.
Da det vist sig at turen kunne holdes på en rimelig pris - og at der var stor interesse, så blev beslutningen truffet.

Det næste skridt var så at få informeret de kommende elever. De ville være nødt til at skulle melde sig til turen ud fra et brev - uden at kende de kammerater og lærere de skulle følges med - og uden at vide om de måske var de eneste i klassen der ville med, mens resten blev hjemme...
Heldigvis var interessen massiv, og næsten samtlige nye elever meldte sig.
I løbet af 1999 blev solformørkelsen efterhånden omtalt mange steder. Andre skoler fik samme idé, og rejseselskaberne begyndte at udbyde ture.
Men vores måde at gøre det på var speciel: Vi ville forlade skolen tirsdag eftermiddag og først så sent som muligt beslutte hvor vi ville hen - det skulle nemlig være et sted uden skyer. Vi ville sove i busserne og være fremme onsdag i tide til formørkelsen. Derefter have et døgn i en fremmed by i Tyskland eller Frankrig - og køre hjem natten til torsdag.

Da det nye skoleår begyndte, havde vi lidt over 500 tilmeldinger - og de næste dage strømmede der flere til. Nu var det den store sag i medierne og her var chancen for en oplevelse ud over det sædvanlige. Vejrudsigten for den uge var ikke for god: den sagde overskyet over det meste af Europa - i hvert fald der hvor man skulle se solformørkelse. Vi slog op på alverdens vejrtjenester på Internettet - alle sagde det samme: skyet eller delvis skyet. Ingen steder bedre end andre.
Vi besluttede os til Tübingen, en gammel universitetsby syd for Stuttgart - det sted så godt som andre - i håbet om at det ikke ville være alt for overrendt.
Tirsdag kl. 16.30 afgik de 10 store busser fra Jernbanegade, spændingen var stor. Hjemme sad Flemming Sigh ved computeren og mobiltelefonen og fulgte vejrets udvikling.
Turen gik glat: der var ikke de frygtede køer på de tyske motorveje. Vi ringede hjem da vi passerede Hamburg: “Fortsæt sydpå”, sagde Flemming. Vi fortsatte til Hannover: “Der er opklaring på vej ind mod Nordfrankrig”, sagde Flemming. “ Drej til højre!” Vi drejede - og krøb til køjs i busserne. Da vi vågnede var vi i formørkelseszonen nordøst for Paris. “Kørt til Amiens”, sagde Flemming. I Amiens var det overskyet. Vi fandt en landevej lidt uden for byen med plads til 10 store busser i rabatten. Her stod vi klar kl. 10.

Kl. 11 begyndte den partielle del: langsomt gled skyggen ind foran solen - og skyerne lavede ind imellem huller der lod os se fænomenet - forskriftsmæssigt iført formørkelsesbriller.

Da der var få minutter til totaliteten indtraf et af de lykketræf der næsten er mere end man tør tro på: skyerne gled til side og lod os se den totale solformørkelse i al sin glans og herlighed. Det blev køligt, nogle tog sweatere på eller tæpper omkring sig. Under det meste af den partielle del kunne vi ikke se nogen forskel i lysstyrken, men pludselig blev det mørkt. Solen var nu næsten væk, og vi så diamantringen: den sidste kraftigt lysende del af solen med en svagere ring rundt om månens skygge. Og så var den total, himlen var mørk, men horisonten lys. Koronaen lyste op. Vi jublede og græd. Nu kunne vi se uden briller: 1 minut og 57 sekunder - og vi sendte en venlig tanke til Flemming Sigh.

Og lige så hurtigt var det forbi igen: På med brillerne, en ny diamantring, lyset kom tilbage - og varmen, og så næsten et antiklimaks: en timelang partiel formørkelse mens Månen igen gled forbi Solen.
Vi steg i busserne og kørte til Amiens. Her fordøjede vi oplevelsen, mens buschaufførerne hvilede.

En solformørkelse indtræffer, når Månen på sin bane rundt om Jorden kommer til at ligge mellem Solen og Jorden. Solen er ca. 400 gange større end Månen, men også ca 400 gange længere væk - derfor ser de ud til at have samme størrelse, og Måneskiven kan lige præcis dække solskiven. En solformørkelse giver en skygge som fejer hen over Jorden. I centrum at skyggen ses formørkelsen som total. Uden for centrum kan man se en partiel, dvs. delvis formørkelse. Solformørkelsen 1999 begyndte i Atlanterhavet. Den passerede England i Cornwall, gik ind over Nordfrankrig i Bretagne, nord om Paris, gennem Tyskland og Østrig og videre - og endte øst for Indien. I Danmark var formørkelsen partiel: ca. 80% af solskiven var dækket da den var på sit højeste.