Oldtid (mytisk tid)

(? - 1100)

Nordisk mytologi:

Myterne er en billedsproglig forklaring på verdens oprindelse. Er snævert forbundet med en religiøs opfattelse. Et forsøg på at skabe orden i kaos. Guder levede på jorden. Mennesket lever i tæt overensstemmelse med naturen, fangstdyrene, osv. De grønlandske myter afspejler Inuits livs-værdier og har opdragende formål; give normer og regler videre til den næste generation. Skabe identitet, give værdier videre.

Vikingetid: slutning af 8. årh. til midten af 11. årh.

Middelalder

(1100-1500)

De fleste slægtssagaer foregår i sagatiden (930-1030), men er nedskrevet i 1200-tallet. Slægt, familie, ære og hævn er centrale temaer. Har udover en underholdende funktion også en opdragende; at lære den yngre generation normer og regler. Objektiv fortæller, ydre synsvinkel, handling frem for tanker og følelser. Helten i de islandske sagaer minder om den amerikanske "out-law", actionhelt, cowboy. Asatroen afløses af kristendom omkring år 1000.

Feudalsamfund. Kirke, konge og adel sidder på magten. Folkeviser er egl. adelens danseviser. I dansen udfordrer man i fællesskab den onde skæbne. Har opdragende formål: Følg den kristne moral – pas på de farlige drifter.

Fortællende (episk) digt, handling samler sig tæt om en konflikt og dens afvikling, objektiv fortæller, en montage af korte situationsbilleder (ofte dialoger) uden forbindende overgange, snævert og formaliseret ordforråd ("hviden hånd").

Trylleviser, ridderviser:

Individuelle lyster. Overnaturlige væsner er symbol på driften. Handler ofte om overgangen fra barn til voksen, fra ugift til gift. Løsrivelse fra hjemmet. Første møde med sexualiteten.

Reformation

(1536)

I DK gennemførte Kong Chr. II reformationen (fra latin = gen-opbygning) i 1536 efter inspiration fra den tyske reformator M. Luther. Den romerske paves magt over den danske kirke blev afskaffet. Nu er man protestanter i DK, ikke længere katolikker. Og kongen er kirkens nye overhoved.

Bibelen blev oversat fra latin til dansk i 1550 for første gang. - "Chr. III´s Bibel". Det danske sprog vinder frem bl.a pga. et ensartet dansk skriftsprog.

Barok

(1630 - 1720)

Salmedigtning: en salme er et digt/sang med et kristent indhold, og bruges under gudstjenesten. Menigheden synger selv salmerne på dansk (i modsætning til tiden før reformationen). 

Barok i DK (ca. 1630-1720)

Barok i Europa (1550-1750)

Typiske temaer: menneskets afmagt og syndighed, anger og nåde. Livet og lykken på jorden er ustadigt, alle ting ubestandige, verden er et teater/illusion. Religiøse antiteser (sammenstilling af modsætninger) spiller en vigtig rolle i barokkens stil: Fx ond/god, synd/nåde, menneske/Gud, kød/ ånd. Himmel og jord er klart adskilte størrelser. Roser og forherliger kongen og samfundets elite.

Enevældens indførsel 1660

Oplysningstid-

Rationalisme

(1700 - 1800)

Rationalisme: den menneskelige fornuft dyrkes. Kritik af ufornuftig opførsel, misbrug ikke din medfødte fornuft. Man skal ikke overdrive, men være mådeholdende og kende sin plads. Samfundets orden skal ikke forstyrres. Løjtnanten i "Erasmus Montanus" (1722) er forfatterens talerør i sidste akt. Oplysnings-projektet går ud på, at beherske menneskets indre natur og den ydre natur. Oplysningsprojektet er bedst anskueliggjort i Defoes "Robinson Crusoe" (1723).

Den franske revolution 1789

Romantik

(1780-1870)

J.W. Goethe "Den unge Werthers lidelser" (1774). Werthers romantiske projekt: flytter til Wahlheim for realisere drømmen om et dennesidigt paradis. Dyrker naturen som et jordisk paradis, et fristed, hvor man kan dyrke sine følelser, sin kærlighed (ingen normer og regler som i byen). Alting hænger sammen, naturen er én stor sammenhængende organisme. Kritik af fornuftsdyrkelsen. Tro på, at en højere idealverden afspejler sig i naturen. Den romantiske have i modsætning til barokhaven. Besjæling af naturen.

A. Oehlenschläger "Guldhornene" (1802): drøm om den "guldalder", der engang var på jorden. Dyrker igen den nordiske oldtid, genopliver de nordiske myter. Guldhornene findes af naturens børn og er symboler på fortiden Et tegn fra guderne. Mennesket ser dog kun den materielle værdi i dem, ikke den åndelige. Derfor forsvinder de igen.Ingen splittelse for "de sjældne få", som kan "se det høje i naturens øje".

Nyplatonisme/dualisme

Platon "hulemyten" + S. Staffeldt: "Indvielsen" (1804): Den romantiske digter får en indsigt i (bliver indviet i) en anden og sandere verden (=ideal-verden). Han lever selv i fænomenverden, og længes efter idealverden. Jorden opleves som et fængsel. Ensomhed og splittelse er derfor grund-vilkår for digteren.

Romantisme

(1820-1850)

Dyrker følelserne ligesom romantikken, men mere realistisk og reflekteret. Viser, at de romantiske idealer lider nederlag, ender tragisk. Opgør med hele "Biedermeier-kulturen". Biedermeier: idealet er dannelse og selvbeherskelse, harmonisøgende. Fortrænger "det farlige". Hjemlig hygge og tryghed. 

Dannelsesroman (idyl– konflikt – ny idyl) er opdragende og moraliserende.

Skjuler sin samfundskritik bag en barnlig eventyr stil (= dobbeltsprog). Hans eventyr kan være både romantiske, biedermeier eller romantisme. Den verden, eventyrene skildrer, er en genkendelig lilleverden eller et kunstigt eventyrunivers, som skildres med poetisk indføling, der straks gør det hjemligt. På den måde er hans eventyr poetisk realisme udført på et urealistisk handlingsforløb Det originale ved hans kunsteventyr er sproget. Ved brug af humor og ironi bliver hans sprog dobbelt, det kan læses og tolkes på flere planer.

1849 Den danske grundlov indføres.

Det moderne Gennembrud 

Naturalisme

(1870-1900)

Udviklingsroman: (modsætning til romantikkens dannelsesroman) romanen er et slags laboratorium. Desillusion. Den naturalistiske helt er en anti-helt Der er ofte en kløft ml. individets forestillinger og forventninger og så den måde, virkeligheden er indrettet på, individet dannes ikke, det nedbrydes. Opgør med religion/Gud, og traditionelle værdier.

Arbejderklassens sociale forhold sættes under debat. Socialismen opstår. Arbejderne begynder at organisere sig i fagforeninger. Arbejderopstand i Paris 1871. Kritik af det kapitalistiske klassesamfund, hvor overklassen undertrykker arbejderklassen.

J.P. Jacobsen, H. Drachmann, H. Bang, H. Pontoppidan.

Symbolisme

(1890-1920)

Symbolismen er en protest imod naturalismens materialistiske livsanskuelse. Naturalisternes store interesse for psykologi videreudvikles derimod af symbolisterne, som interesserer sig meget for det ubevidste, for suggestion og hypnose. - Den foretrukne genre er lyrikken. Det hænger sammen med fordybelsen i sig selv, som dog også Jacobsen og Drachmann kendte, hvis stemningsmættede stil bliver symbolisternes forbillede. Indadvendtheden betyder afkald på samfundskritisk tendens.

Forholdet til den ydre verden: For naturalister og impressionister er landskabet en værdi i sig selv, og de beskriver landskabet for at afmale virkeligheden. Symbolistens landskab er derimod et sjæleligt landskab. Symbolisten projicerer sine følelser og stemninger ud i landskabet, som så bliver et tegn/symbol på, hvad der foregår i digterens sjæl. Symbolerne må ikke lægges fast.

Livssyn: Symbolisten regner med en overnaturlig, oversanselig verden bag den synlige verden. Samtiden opfattes som en krisetid, og de stående motiver er ensomhed, forladthed, træthed, splittelse, og hos visse europæiske symbolister endog livslede (kaldes også 'dekadence' eller 'fin-de-siecle'-stemning). Man søger en mening med tilværelsen og finder måske en sådan i troen (Johs. Jørgensen), i dyrkelsen af kunst og skønhed (Soph. Claussen), i nationalismen (Karl Larsen), eller man ender i nihilismen (Gustav Wied).

Symbolisten vurderer kunsten og kunstneren meget højt. Kunstneren identificeres med al anden højere skaberkraft. 

Sprog: Symbolisterne stiliserer og bruger enkle, klare farver. Ordvalget er udsøgt, da der skal skabes stemning, f.eks. ordmusik, versrytme, raffineret billedsprog og synæstesi. Associationsstil. - Der anvendes ofte slørede, følsomme udtryksformer (f.eks. 'sælsom', 'underlig', 'det var som om'), og drømme, fantasier og visioner. Ordgentagelser kan virke overtalende (suggestivt). Dekadence-træk finder man, hvor naturen sammenlignes med kunstige ting, og hvor undertonen er sorg og forgængelighed.

Modernismen omkring 1900-tallet

Modernismen omkring århundredskiftet. Johannes V. Jensen

Usikkerhed, tvivl, værdier?, instabilitet, verden bliver ulæselig, også sproget rammes af tvivlen, fravær af en på forhånd givet orden (Gud er død): det oplever JVJ på to måder: som ulykkeligt og problematisk, eller som frisættende og produktivt. Ambivalens.

Man må selv bebygge tomrummet og skabe en ny orden. Modernismen er en erfaringsform, der er knyttet til storbyen. Myten er JVJ egen genre: genspiller i hovedpersonens bevidsthed et magisk skabelsesøjeblik. Fascination af maskinens kraft.

Modernismen i mellemkrigstiden

(1918-40)

Den gamle måde at forstå verden på duer ikke. De gamle borgerlige værdier bryder sammen.  Kunstneren vil forstå og opleve verden på en ny måde, dette kræver et nyt kunst-sprog. Den realistiske måde er ikke nok. Virkeligheden er en splittet og kaotisk sanseoplevelse, og dette må kunsten vise. Derfor opstår der omkr. 1920 en række nye moderne ismer:

Futurisme: optimistisk hyldest til den ny tids teknologiske udvikling. Maskiner, hastighed.

Ekspressionisme: Kunstneren skal ikke realistisk beskrive verden, men udtrykke sin indre følelsesmæssige oplevelse. Publikum skal konfronteres med kunstnerens subjektive følelse. Virkemidler: voldsomme udtryk,farver,lys,lydord, ordsammen-sætninger, billedsprog, symbolik.      

&

Efterkrigs

modernisme

Heretica: Omkring krigsafslutningen debuterede en række unge lyrikere, som i årene 1948-53 samledes omkring tidsskriftet "Heretica". Det drejer sig om bl.a. Sarvig, Wivel, Bjørnvig og Jæger. For disse digtere betød den politiske befrielse også en befrielse af følelser og fantasi. De vendte sig imod samtidens forstandstilbedelse, teknificering og materialisme, som ikke tilstrækkeligt havde taget hensyn til de irrationelle kræfter i mennesket, og derved havde givet de bevægelser alt for let spil, som havde ført verden ud i katastrofen.

Eksistentialismen kommer nu også til at spille en stor rolle. Endelig! - kunne man sige i betragtning af, at eksistentialismens fader er Søren Kierkegaard. SKs kristne eksistentialisme kom til at spille en afgørende rolle for den kirkelige debat herhjemme, men først med 100 års forsinkelse får eksistentialismen virkelig betydning også for den danske litteratur, og da med en omvej over de franske forfattere/filosoffer Sartre og Camus og deres verdslige(profane) eksistentialisme.

Man erkender tomheden, splittelsen og fremmedgørelsen, men protesterer voldsomt imod den, idet man har en forestilling om helhed.

En ateistisk eksistentialisme. Gud er død, livet er grundlæggende absurd, meningsløst. Der findes ingen mening på forhånd, den skal man selv skabe. Tegner et portræt af det moderne menneske, der er blevet fremmedgjort, fx anskueliggjort via det meningsløse/absurde arbejde med at grave et hul i jorden. Bruger overdrivelsen som virkemiddel. Viser en verden, der er fremmedgjort og blottet for mening. Har mistet de værdimæssige holdepunkter og under overfladen lurer den eksistentielle tomhed.

Både Seebergs og Sørensens noveller er fantastiske fortællinger, hvor man ved at bruge symbolik og overdrivelse får læseren til at se og opleve fremmedgørelsen i velfærdssamfundet.

Psykoanalysen betragtes nu af digterne som et helt selvfølgeligt hjælpemiddel. Digternes holdning til virkeligheden er åben, iagttagende, kritisk og respektløs. Virkeligheden erkendes ved, at man "konfronterer" sig med den. Iagttagelserne skal foreligge umiddelbart som ren sansning, og dette medfører for sproget en vældig eksperimenteren. Ord, sætninger, logik og konturer nedbrydes. De enkelte ord er genkendelige nok, men deres sammensætning er usædvanlig, hvilket skal aktivere læseren. Tidligere tiders tabuer nedbrydes nu. Tankegangen præges af frie associationer. Digtene virker mosaikagtige og kaotiske, hvilket svarer til, at digterne opfatter virkeligheden som splittet og kaotisk.

Vigtigste tema er menneskets fremmedfølelse, identitetsproblemet, men også selve den lyriske skabelsesproces behandles ofte.

Den unge generation af forfattere er vokset op i krisetider - ofte i betonmiljøer - og har så at sige pessimismen siddende på rygraden. Alligevel er der ikke tale om nogen NÅ-generation, da de hverken udtrykker passivitet eller resignation.

Den nye generation består fortrinsvis af lyrikere, som gør op med 70'ernes enkle/forenklede knækprosa og privatiserende bekendelseslitteratur. 70'ernes 'vi'-litteratur erstattes med en offensiv 'jeg'-litteratur. Som noget nyt - men samtidig selvfølgeligt - henter de unge lyrikere inspiration i rock-musikken og dens tekster.

80'er digternes fællesproblem er oplevelsen af den moderne uvirkelighed, formidlet især gennem TV. Michael Strunge har sagt, at "livet består af iscenesættelser af det virkelige". Gennem digtningen skal der derfor skabes en ny virkelighed her og nu. Længselen efter enhed og helhed i tilværelsen mærkes tydeligt, og tiltroen til kunstnerens formåen minder om tidligere tiders forestillinger.

Strunge: Storbydigtning, inspiration fra punkmusik, ”Skrigerne”, fortvivlelse, desperation, livgivende vrede, kritik af materialismen, leg med masker ogroller og identitet. Beskriver det tomme og angstfyldte liv i krisesamfundet. Rastløs længsel mod et bedre liv. No future. Ny-modernisme; nye ordsammensætninger, symbolik, billedsprog. Besjæling af storbyen, natten som indre tilstand. Generationsmarkerende lyrik: ”Vi”.

Søren Ulrik Thomsen: Storbyens slang, et nyt storbysprog ”City-slang”. Afstand ml. storbyen og et anonymt jeg, der stødes bort af de kolde omgivelser, men også fascineres af byens natscenerier. Hjemsøgt af fremmedhedsoplevelser, kroppen og dens sansninger bliver en sidste garant for at leve, spilttelse.

Forfatterne har arvet den sprængte virkelighed fra 80'ernes postmodernisme. De forsøger nu at vinde tilværelsen og virkeligheden tilbage i hele dens bredde med basis i naturen og inklusive metafysik, myter og hele det store irrationelle. Virkelighed = mulighed.

Den store (skæbne)fortælling er ved at vende tilbage. Prosaen er en blanding af modernisme og realisme(evt. pseudorealisme). Den kan for en dels vedkommende betegnes som fabulerende realisme, ofte med provinsen som baggrundsmiljø og evt. med en social bevidsthed.

Teknologien og naturvidenskaben har invaderet litteraturen og er ikke længere mandsdominerede områder. Kroppen og matematikken er de nye, postmoderne vilkår.

Der ”stjæles” lystigt fra den litterære tradition, som indgår i nye sammenhænge med 90’ernes virkelighed.

Det selvbiografiske spiller en væsentlig rolle. Familiemønstrets opløsning gør, at forholdet imellem generationerne ændrer sig. De traditionelle psykologiske forklaringer skrottes, idet virkeligheden erkendes som mere kompleks.

Livssyn: Det er et vilkår, at alt er lige gyldigt. Altså må enhver søge sit eget ståsted og til stadighed sortere og revidere. Uvisheden er både smertefuld og udfordrende, da den er en frisætning. Der findes ingen endegyldige svar eller løsninger.

Ofte er romanen en søgeproces med mange illusionsbrud og stor spænding mellem fortælletid og fortalt tid.

og dens rødder i det 20. årh.

Fra Hemingway

til HelleHelle

De minimalistiske noveller beboes oftest af ensomme, destruktive, følelsesforkrampede eller traumatiserede personer, hvor dét at kommunikere er et åbenlyst problem for dem.

Det handler om at karakterisere moderne menneskers livsvilkår og de eksistentielle blindgyder, som personerne befinder sig i.

Sproget som kommunikationsmiddel fungerer ikke som det skal, og samtaler brister eller udebliver, og det er bl.a. dette forhold, mange af forfatterne igen og igen tematiserer i deres tekster.

På eminent vis opsøger forfatterne i deres tekster – skrevet i et enkelt og realistisk sprog - ofte tilværelsens banale sider og viser hvor tæt på katastrofen eller sammenbruddet er. De opsøger med forkærlighed afgrundene, i en intenst forskende prosa, rig på fine antydninger, men fattig på ydre beskrivelse. Kun det mest nødvendige står tilbage, alt andet er under skriveprocessen reduceret bort.

Helle Helles store fortællemæssige styrke er netop den måde, hvorpå hun i teksterne lader konfliktstoffet - resterne mellem personerne - leve som små uudtalte og næsten usynlige vibrationer.

De fremstiller personer, der ustandselig gemmer sig og bliver væk for hinanden, og de beskriver fremmedhed og menneskelig isolation som en totalt lammende, altomfattende tilstand. Igen ligger årsagen til personernes fatale fravær af indsigt i sig selv og udsigt mod andre mennesker i deres måde at kommunikere på.

Den centrale begivenhed installerer et før og et efter. Ofte meget underspillet i minimalistiske tekster. 

I dag

2000-2003